
Svend Hoff Larsen
Drivkraften for mig er helt klart tilfredsstillelsen ved at kunne afhjælpe smerter og gener og derved medvirke til forbedret livskvalitet for mine medborgere.
Det er et heldigt tilfælde, at jeg lige landede i en branche, der skulle komme til at betyde så meget for mig!
Jeg blev i 1987 ansat i Sahva i København som læstepasser (tillært), fattede interesse for skomagerfaget og fik i 1997 mit svendebrev. For at udvide mine kompetencer og erfaring var jeg undervejs ansat hos Flemming Olsen i Hellerup og hos Michael Faber i Hørsholm. Michael var en meget dygtig og inspirerende ildsjæl, der bl.a. underviste i anatomi på Frederiksberg tekniske Skole, som stod for den teoretiske del af skomageruddannelsen. Jeg var i et par år ansat på Håndværkerskolen’s skomagerværksted, der varetog uddannelser under revalideringen, inden jeg i 2000 kom tilbage til Sahva som mesterkandidat. I 2006 rykkede Helle og jeg teltpælene op og flyttede ”hjem til Jylland” (jeg er født i Ålborg), hvor jeg i Sahva’s afdeling i Holstebro færdiggjorde mesteruddannelsen.
I foråret 2011 åbnede jeg Hoff Sko - og jeg har tænkt mig at blive ved min læst!
Med venlig hilsen
Svend Hoff Larsen
Ortopædisk skomagermester